Skodborg Antennelaug - vi leverer signalet

Her kan du læse historien omkring Skodborg Antennelaug, som blev stiftet i 1972.

 

Hvis du kan bidrage med informationer til historien, er du meget velkommen til at sende os et par ord.

 

Stiftende generalforsamling torsdag den 25. maj 1972

Der blev afholdt stiftende generalforsamling for Skodborg Antennelaug på Skodborg Vesterkro. Arbejdsudvalget bestående af Per Beck, Jørgen Nielsen, Jørgen Friis, Arne Vigen Hansen og Jørgen Müller, fremlagde udarbejdet forslag til vedtægter for Skodborg Antennelaug. Vedtægterne blev gennemgået og accepteret. Forinden var vedtægterne godkendt af Skodborg Sparekasse. Jørgen Nielsen, Arne Vigen Hansen og Jørgen Müller blev valgt til bestyrelsen samt Jørgen Friis og Per Beck blev valgt som suppleanter. Som revisorer valgtes Peter Petersen og Jens Feddersen. Bestyrelsen afholdt konstituerende bestyrelsesmøde, hvor Jørgen Müller blev formand, kasserer blev Jørgen Nielsen og Arne Vigen Hansen blev sekretær. 

Bestyrelsesmøde tirsdag den 13. juni 1972

Muligheden for at få etableret det omtalte fællesantenneanlæg blev drøftet og på grundlag af de allerede tilmeldte abonnenter, blev det besluttet at sætte arbejdet i gang. På baggrund af de indhentede prisoverslag, blev arbejdet overdraget til B. Palmelund, Rødding. Ifølge aftale ordner Palmelund attester/ansøgninger til bl.a. Post- & Telegrafvæsenet. 

Bestyrelsesmøde mandag den 10. juli 1972

Samtlige husstande i området er besøgt og dette har resulteret i 47 kontrakter, samt mundtligt tilsagn fra Kommunen om yderligere 16 husstande. Alle nødvendige gravetilladelser er indhentet og man drøftede muligheden for at få yderligere tilslutninger i området. Det blev besluttet at man skulle besøge de resterende endnu engang, inden tilmeldelsesfristen for et tilslutningsbidrag på kr. 1.000,- udløber den 1. august. Fra Palmelund foreligger der meddelelse om at alle materialer er hjemkommet, og at arbejdet sættes i gang i løbet af nogle dage. Endvidere vil masten blive rejst ca. den 1. august. 

Bestyrelsesmøde den 20. september 1972

Bent Palmelund var mødt op for at redegøre for etableringen af anlægget. Bortset fra nogle få grunde mellem Persillegade og Mølletoften, er første etape er nu afsluttet. Der har været lidt problemer med de nødvendige gravetilladelser og der forhandles nu med de implicerede grunde og der forventes at komme en løsning. Rødding Kommune har tilmeldt 16 grunde i området, samt indbetalt kr. 15.000,- á conto vedrørende de nye udstykninger i Hørlycks mark. Samlet er der i alt 72 medlemmer og det blev vedtaget at udvide fristen for tilmelding for kr. 1.000,- til den 15. november 1972. Det årlige kontingent bliver ikke fastlagt før det endelige antal medlemmer er opgjort pr. den 15. november. 

Bestyrelsesmøde den 12. december 1972

Der er nu gravetilladelser for grunde omkring Persillegade. Arbejdet vil blive sat i gang snarest. Udvidelsen af fristen for tilmelding har desværre ikke givet noget resultat. Men der er kommet ny ejer i Vestergade af ejendommen på matr.nr. 234 og denne har tilmeldt sig. Tilslutning af matr.nr. 894 ved Persillegade kan nu afsluttes, da der er kontakt til advokat Jørn Hansen, Vejen, som administrerer ejendommen. Kontingent for 1973 blev fastsat til kr. 40,- da opgørelse af udgifterne for 1973 viste ca. kr. 2.500,-. Skrivelse til medlemmerne duplikeres og omdeles i første uge af januar, indbetaling sker til Skodborg Sparekasse. Det skal undersøges hvor mange ejendomme på sydsiden af Vestergade (fra Kirkevej til Røddingvej) der er interesseret i at blive tilsluttet. Der foreligger en meddelelse fra Rødding Kommune, at man nu går i gang med at byggemodne ca. 40 grunde i Hørlycks marker ud mod Røddingvej. Der er afholdt møde på kommunalingeniørens kontor i Jels omkring en koordinering af gravearbejdet i det nye område. Ved dette møde var antennelaugets formand tilstede. 

Ordinær generalforsamling mandag den 26. februar 1973

Skodborg Vesterkro var rammen omkring generalforsamlingen og der var mødt 5 deltagere inkl. bestyrelsen. Formanden redegjorde for foreningens oprindelse og fortalte at det var et mål at anlægget skulle være færdigt til olympiaden. Præcis en uge før denne begyndelse kunne de første medlemmer tilsluttes og målet var derfor nået. Det nye udstykningsområde på Rugtoften kan tilsluttes det bestående anlæg, idet dette er anlagt med henblik på denne udvidelse. Der er kommet en henvendelse fra Præstevænget om tilslutning. Derfor er der oprettet et arbejdsudvalg til at undersøge hvor stor interessen for tilslutning er, men der er endnu ikke kommet nogen tilbagemelding. Formandens beretning blev godkendt og herefter fik kassereren ordet. Indtægter inkl. tilslutninger kr. 86.750,- Anlægsudgifter andrager kr. 93.233,10. Der er et underskud på kr. 7.529,54 og regnskabet balancerer med kr. 94.338,19 og regnskabet blev godkendt. Der var forslag om ændringer til vedtægterne, men disse kunne ikke godkendes da der ikke var fremmødt nok deltagere jævnfør §9. I stedet blev det vedtaget at indhente medlemmernes skriftlige tilladelse til en vedtægtsændring. Jørgen Müller og Jørgen Nielsen blev genvalgt til bestyrelsen uden modkandidater. Generalforsamlingen sluttede med gennemgang af protokol samt godkendelse af denne. 

Bestyrelsesmøde den 17. december 1973

I sommerens løb er der etableret fællesantenne til 44 grunde på Rugtoften. Fredag den 21. september 1973 deltog bestyrelsen i et møde på kommunaldirektør Carlo Jensen´s kontor i Rødding. Tilstede ved mødet var desuden B. Palmelund og kommuneingeniør Hansen. På mødet drøftedes kommunens deltagelse økonomisk set i forbindelse med etableringen af fællesantenne på Rugtoften. I fortsættelse af dette møde, fremsendte antennelauget skrivelse af 24. september 1973 med flg. forslag: Kommunen betaler for alle 87 grunde på Rugtoften nu, med fradrag af á conto beløbet på kr. 15.000,- samt fradra for de resterende runde (43 stk.), dog kun med selve etableringsomkostningerne. Dette forslag accepterede kommunalbestyrelsen og beløbet kr. 76.219,85 blev indbetalt til antennelaugets konto den 28. november 1973. På baggrund af udgifter for 1974 og medlemsantallet blev det vedtaget at bibeholde kontingentet på kr. 40,- med sidste indbetalingsfrist den 15. februar 1974. Der udarbejdes en opkrævningsformular, som bliver fortrykt. Udgifterne hertil har Skodborg Sparekasse – Bikuben givet tilsagn om at betale. Generalforsamling fastsættes til søndag den 17. februar 1974 kl. 10.00 på Skodborg Vesterkro og der indkaldes i Rødding Avis og Vejen Avis torsdag den 31. januar 1974. 

Generalforsamling den 17. februar 1974

1973 sluttede med et underskud på kr. 1.835,07 og foreningens samlede aktiver er kr. 948,19. Gælden til Skodborg Sparekasse-Bikuben var pr. 31/12-1973 kr. 19.754,16. 

Bestyrelsesmøde den 29. januar 1975

Der er nu 99 medlemmer i foreningen. Der planlægges en hvervekampagne, med tilbud på kr. 1.200,- ved tilslutning inden 01/03-1975. Herefter vil prisen være kr. 1.500,- Budget for 1975 er på kr. 6.000,- og derfor stiger kontingentet til kr. 50,- 

Generalforsamling den 23. februar 1975

Foruden bestyrelsen var der fremmødt 5 medlemmer til generalforsamlingen. Formanden kunne berette man var oppe på 100 medlemmer i foreningen. Der er rettet henvendelse fra Rødding Kommune om tilslutning af plejehjemmet, og der arbejdes videre med sagen. Gælden til Skodborg Sparekasse-Bikuben er pr. 31/12-1975 kr. 10.994,57 

Bestyrelsesmøde den 26. maj 1975

Der rettes henvendelse til medlemmer i restance og om nødvendigt afbrydes forbindelsen. Kassebeholdningen er ca. kr. 11.500,- og derfor foretages et ekstraordinært afdrag på kr. 5.000,- af gælden der er på kr. 9.262,50. Desuden oprettes en konto i Haderslev Bank. Der skal trykkes nye opkrævningskort og Haderslev Bank bliver spurgt om de vil betale. 

Bestyrelsesmøde den 6. november 1975

Foreningen tæller nu 105 medlemmer og der forventes mindst 10 nye medlemmer på Rugtoften i 1976. Budget for 1976 er på kr. 5.500,- og derfor fastholdes kontingentet på kr. 50,- 

Generalforsamling den 22. februar 1976

Der var fremmødt 4 medlemmer og sekretær Arne Vigen Hansen aflagde formandens beretning, da formanden er rejst fra området. Desuden er kassereren rejst fra området og derfor er suppleant Jørgen Friis indkaldt til denne post. Foreningen har nu 114 medlemmer og kontingentet på kr. 50,- kan indbetales til både Privatbanken og Sparekassen. Rødding Kommune har i 1975 ikke haft penge til at tilsluttet plejehjemmet, men sagen tages op igen i løbet af året. Regnskabet for 1975 viste indtægter på kr. 19.139,- (Tilslutninger kr. 14.100,- / kontingent kr. 5.039,00) Udgifterne i 1975 har andraget kr. 3.791,03. Derfor blev det samlede resultat for 1975 et overskud på kr. 15.347,97. Egenkapitalen er på kr. 4.353,40 og status balancerer med kr. 7.415,90. Et forslag om at bestyrelsesmedlemmer skal fritages for kontingent med virkning fra 1. januar 1977 blev vedtaget. Henning Johansen blev valgt til bestyrelsen og Poul Erik Morthensen og Leif Nissen blev 1. og 2. suppleant. 

Bestyrelsesmøde den 25. november 1976

Rødding Kommune har accepteret tilbud om tilslutning af plejehjemmet og arbejdet forventes afsluttet inden jul. Samtidig etableres tilslutningsmulighed for de øvrige 7 ejendomme i området. De totale etableringsomkostninger andrager ca. kr. 32.000,- og Rødding Kommune betaler samlet kr. 9.600,- i tilslutningsbidrag. På baggrund af budget for 1977 på kr. 4.000,- fastholdes kontingentet på kr. 50,- Der arbejdes på at opkræve kontingentet via ejendomsskatten, men forinden skal omkostningerne til dette undersøges. 

Generalforsamling den 20. februar 1977

Formanden fortalte at man nu var oppe på 130 medlemmer og at man forventede at alle på Rugtoften ville tilslutte sig. Rødding Kommune opkræver fremover kontingentet 2 gange årligt over ejendomsskatten. Muligvis kræver dette en lille stigning i kontingentet, men dette afgør bestyrelsen i så fald. Kassereren kunne oplyse at indtægterne i 1976 blev kr. 15.827,- og udgifterne blev kr. 3.515,95, derfor blev overskuddet kr. 12.311,05 og status balancer med kr. 16.664,45. Under eventuelt blev det oplyst at Præstevænget igen havde rettet henvendelse for at blive tilsluttet. Bestyrelsen opfordrede dem til selv at nedsætte et udvalg, der skulle undersøge hvor mange der ønskede tilslutning. Der er endnu ikke kommet nogen tilbagemelding fra dem. 

Bestyrelsesmøde den 24. oktober 1977

Kontingent for 1978 fastsattes på grundlag af budgetterede udgifter og et ønske om at opbygge nogen kapital til større udskiftninger og reparationer til kr. 70,- Endnu en etape på Rugtoften skal igangsættes og omkostningerne hertil debiteres Rødding Kommune direkte fra Palmelund Radio. 

Bestyrelsesmøde den 4. februar 1978

Generalforsamling afholdes 26. februar 1978 kl. 10.00 i Skodborg Forsamlingshus. Regnskabet blev forelagt og egenkapitalen pr. 31/12-1977 udgør kr. 19.167,80. Skodborg Skole har rettet henvendelse om tilslutning, men sagen er endnu ikke afklaret. Desuden er de 43 grunde i næste etape på Rugtoften iværksat. 

Generalforsamling den 26. februar 1978

Der var fremmødt 2 medlemmer ud over bestyrelsen. Fremgang på 10 medlemmer i 1977 så vi er nu oppe på 140 og der arbejdes på at få Skodborg Skole med også. Indtægterne for 1977 blev i alt kr. 24.069,- heraf udgør plejehjemmets tilslutning kr. 9.600,- Desuden har der været en renteindtægt på kr. 1.364,26. Udgifterne blev på i alt kr. 22.929,91 hvilket giver et overskud på kr. 2.503,35. Regnskabet balancerer med kr. 19.167,80 

Bestyrelsesmøde den 8. oktober 1978

Kontingent for 1979 fastsættes til kr. 70,- og kontingent for Skodborg Skole fastsættes til kr. 150,- Der foreligger henvendelse fra Skodborg Sparekasse vedr. Skodborg Forsamlingshus, som ikke har indfriet lånet til tilslutningsbidraget. Sagen tages op med formanden for forsamlingshuset. De nye grunde på Rugtoften tilsluttes nu for kr. 1.925,- På baggrund heraf vedtages det at hæve prisen i det oprindelige område til samme beløb fra den 1. januar 1979. Der tilbydes tilslutning indtil 31/12-1978 for kr. 1.500,- Fra Rødding Kommune foreligger meddelelse om byggemodning af området omkring planteskolen. Der tages kontakt til Palmelund herom og det meddeles Rødding Kommune at etablering kan ske på samme vilkår som Rugtoften. Kommunen betaler tilslutningsbidrag for samtlige grunde til Skodborg Antennelaug, samt at der betales et bidrag på kr. 5.000,- til vedligehold m.v. på hovedanlæg, mast m.v. 

Generalforsamling den 21. februar 1979

Der blev budt velkommen ved Arne V. Hansen, hvorpå B. Palmelund orienterede om fremtidsmulighederne med evt. satellit TV tilslutning. Det blev præciseret at hvis et sådant anlæg skal realiseres, må kontingentet hæves væsentligt allerede på nuværende tidspunkt, selvom en sådan tilslutning først kan forventes 1981/82, da der heri også ligger en politisk beslutning. I 1978 er skolen, samt 12 nye medlemmer tilsluttet. Indtægter kr. 17.068,39 og udgifter kr. 4.171,28 og regnskabet balancerer med kr. 31.764,91. Bestyrelsen foreslog at udvide sig til 5, men på grund af skuffende lille fremmøde blev forslaget trukket tilbage. Formanden og kassereren var på valg, men ønskede ikke genvalg. I stedet valgtes Vagn Christensen og Leif Nissen og suppleant blev Henning Johansen. 

Bestyrelsesmøde den 20. september 1979

Kontingent for 1980 fastsættes til kr. 100,- Forsamlingshusets restance på tilslutningsbidraget blev drøftet og sagen tages op med E. Hansen og Bikuben. 

Generalforsamling den 28. februar 1980

På grund af for ringe fremmøde – 2 bestyrelsesmedlemmer og 1 medlem, blev det besluttet at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling den 13. marts 1980. 

Ekstraordinær generalforsamling den 13. marts 1980

Der var fremmødt 2 bestyrelsesmedlemmer samt 4 medlemmer og A. Vigen Hansen redegjorde for omstændighederne til indkaldelsen til ekstraordinær generalforsamling og foretog beretningen om det forløbne år. Rosenvænget forventes udstykket i nærmeste fremtid. Desuden arbejdes der på en udvidelse i den gamle bydel, samt Præstevænget/Bøgealle. Det er i den forbindelse nok billigst at etablere en ny mast og Carsten Bonde nævnte at Brandværnet kunne have interesse i at blive koblet på med noget radiosendeudstyr. Vagn Christensen fremlagde regnskabet og indtægter var kr. 21.047,- og udgifter kr. 6.485,05, hvilket resulterede i et overskud på kr. 14.561,95. Status balancerer med kr. 41.326,86 og udgør egenkapitalen pr. 31/12-1979. Arnr Vigen Hansen og Leif Nissen var på valg, men ønskede ikke genvalg. Nyvalgt til bestyrelsen blev Niels Rugberg og Carsten Bonde. Revisorerne Peter Petersen og Jens Feddersen blev genvalgt. Arne Vigen Hansen lovede at bistå den nye bestyrelse i indkøringsfasen. 

Bestyrelsesmøde den 18. marts 1980

Mødet afholdes hos Ane Vigen Hansen med henblik på at aflevere foreningens papirer til den nye bestyrelse. Desværre har Niels Rugberg meddelt at han ikke vil deltage i bestyrelsesarbejdet og på denne baggrund indkaldes suppleant Poul Erik Morthensen til næste bestyrelsesmøde, så bestyrelsen kunne ikke konstituere sig. Rosenvænget bliver næste etape i udvidelsen og B. Palmelund deltager i mødet fra og med dette punkt. Kabler nedlægges samtidig med M.S.E. og Antennelauget undersøger inden 8. april 1980 hvorvidt beboerne nord for Møllegade og syd for Vamdrupvej er interesseret i at blive tilsluttet. Materialepris vedr. Rosenvænget udgør iflg. Overslag kr. 45.161,92 excl. moms. Prisen er excl. gravearbejde og udregnes efter priser gældende pr. 18/9-1979. Som foreløbig udbygningsplan blev følgende opstillet: 1.etape: Rosenvænget + Nord for Møllegade. 2.etape: Vestergade sydside til og med Kirkevej/sti. 3.etape: Rest af sydlige bydel. Tidsmæssig udførelse: 1.etape: 1980 i takt med byggemodningen. 2.etape: 1. halvår 1981. 3.etape: 2. halvår 1981. Udvidelse i forbindelse med Rugtoften (lokalplan 3.2,02) skal foretages sideløbende med ovenstående etapeplan, såfremt denne byggemodning igangsættes inden færdiggørelsen af den nævnte etapeplan. Udbygningen på Rugtoften 81-87 er under udførsel. I den forbindelse sendes regning til Rødding Kommune på halvdelen af etableringsomkostningerne for 86 og 87, da det kun er disse 2 der er færdige. Desuden skal Jens Hansen betale 3 gange kr. 1.925,- samt når de sidste grunde (81-85) bebygges, yderligere betale 5 gange kr. 1.925,-. Dette skyldes at der bygges gårdhuse som skal have 15 tilslutninger i stedet for som oprindeligt planlagt 7. 

Bestyrelsesmøde den 24. februar 1981

Møllegade Nord har givet 7 positive og 4 negative tilbagemeldinger. Der indkaldes til generalforsamling tirsdag den 24. marts 1981 kl. 19.30 på Skodborg Vesterkro. Det vedtages at søge etape 2 og 3 gennemført samtidig. Interessen for tilslutning søges belyst gennem en annonce i Rødding Avis. Trio har meddelt at man ophører med at forsikre antenneanlæg med udgangen af indeværende år. I den anledning taget kontakt til Baltica v/Holger Christensen som overtager forsikring af anlægget. 

Generalforsamling den 24. marts 1981

Formanden fortalte om planerne for udvidelse af den sydlige bydel. Plan 2 (Vestergade - Søndergade) laves 1. halvår 1981. Resten af byen inddækkes i slutningen af 1981 og der laves markedsføring i aviser. Foreningen tæller nu 192 medlemmer, men der er mulighed for 281 tilslutninger. Hvis der skal udvides med satellit TV skal anlægget renoveres og man forventer at kontingentet skulle være mellem kr. 400,- til 500,-. Regnskabet viste et overskud på kr. 4.472,55, som er tillagt formuen, hvorefter formuen er kr. 50.799,41. Vagn Christensen var på valg, men modtog ikke genvalg. På grund af manglende tilslutning indkaldes til ekstraordinær generalforsamling mandag den 13. april 1981 for valg af bestyrelse. Der var forslag om at opkræve kr. 300,- pr. år til brug ved ændring til satellit TV og dette tages op på den ekstraordinære generalforsamling. 

Bestyrelsesmøde den 17. december 1981

Til stede: Vagn Christensen, Carsten Bonde, Arne Vigen Hansen og Bent Palmelund. Af forskellige tidsmæssige grunde er der endnu ikke afholdt ekstraordinær generalforsamling og ovenstående 3 medlemmer har i den forgange tid varetaget foreningens sager. Endelig valg af ny bestyrelse forventes at ske på den ordinære generalforsamling i marts 1982. Rosenvænget er nu færdig, for så vidt angår 14 grunde af de oprindeligt planlagte 28. Der laves herefter regning til Rødding Kommune på i alt 28 grunde á kr. 3.700,- i alt kr. 103.600,- minus ikke udført arbejde på de sidste 14 grunde i alt kr. 30.318,- Der er igen sket ændringer i forbindelse med bygmester Jens Hansens klyngehuse. Regning fra Bent Palmelund på kr. 5.778,26 vedr. denne udvidelse tilstilles Rødding Kommune for refundering. Kontingent for 1982 fastsættes til kr. 200,- pr. medlem. 

Ordinær generalforsamling den 1. marts 1982

Den siddende bestyrelse har siddet et ekstra år pga. for dårligt et fremmøde i 1981. Der er nu etableres signal til Rosenvænget, men det vil senere blive udbygget. Kassereren aflagde regnskabet (Regnskabet mangler desværre - skulle være bilag til protokollen). Jørgen Bundesen og Hans Olsen blev valgt til bestyrelsen og suppleanter blev Søren Chr. Simonsen og Jørgen Kirkmand. Bent Palmelund orienterede om fremtidsudsigterne og advarede imod de økonomiske konsekvenser ved at udvide til den gamle bydel, udfra kendsgerningen at konsolideringen er relativ svag. Den nye bestyrelse skal udsende en skrivelse til beboerne i den gamle bydel, for at undersøge interessen, herefter træffer bestyrelsen en beslutning. 

Bestyrelsesmøde den 11. marts 1982

Den nyvalgte bestyrelse afholdt møde hos B. Palmelund, Rødding. Tilstede var desuden Arne Vigen Hansen. Bestyrelsen konstituerede sig således: Formand Carsten Bonde, kasserer Jørgen Bundesen og sekretær Hans Olsen. Bent Palmelund orienterede om anlæggets opbygning. Til brug ved undersøgelsen af interessen i den gamle bydel, udarbejdedes en skrivelse, som skal fordeles til samtlige husstande i området. Skrivelsen skal være returneret senest den 14. april 1982, hvorefter der træffes en beslutning om hvad der videre skal foretages i sagen. 

Resultat af undersøgelsen

I April 1982 udsendtes 140 tilslutningsblanketter i Skodborg Syd. I Maj 1982 kom der 31 blanketter tilbage med foreløbig tilmelding. I August kontaktes Maribo for ca. priser og disse blev opgivet til ca. kr. 15,- pr. meter uden fortov og ca. kr. 29,- pr. meter med fortov. I September 1982 vedtages at holde orienteringsmøde på Sognegården den 14. oktober 1982 kl. 19.30, hvor bl.a. Arcodan skulle deltage. 

Den 12. september 1982

Bestyrelsen modtog planer fra Rødding Kommune over ny udstykning på Rugtoften, der skal udvides med ca. 52 nye grunde (Etape 4) 

Orienterende møde den 14. oktober 1982

Der afholdes møde for eventuelle nye medlemmer fra Skodborg Syd,  foruden bestyrelsen og Bent Palmelund er der fremmødt 13 interesserede. Palmelund orienterede om anlæggets opbygning og virkemåde og det blev vedtaget at lave et udvalg for Skodborg Syd, for at undersøge mulige tilslutningsemner. Udvalget bestående af Johan Grøndal, Anders Grimstrup, Hans Peter Lunding og Braun indkaldes efterfølgende til møde hos Palmelund for nærmere beregninger. 

Generalforsamling marts 1983

Formanden bød velkommen og orienterede om hvad der var sket i årets løb. Regnskabet (der foreligger inden bilag) blev gennemgået og der var ingen særlige kommentarer fra de fremmødte. Derefter var der valg af nye medlemmer til bestyrelsen. Valgt blev Jørgen Bundesen og Hans Olsen, til suppleanter valgtes Søren Chr. Simonsen og Jørgen Kirkmand. Efterfølgende er Hans Olsen udtrådt af bestyrelsen, da han er rejst fra byen. 

Bestyrelsesmøde den 11. januar 1984

Formanden kunne orientere om at man var i færd med at udvide anlægget til bredbåndsnet, som skulle kunne fungere pr. 25. januar 1984 iflg. Palmelund, Rødding. Palmelund deltager i generalforsamlingen som afholdes den 14. marts 1984, for at besvare evt. spørgsmål omkring det nye anlæg. Der omdeles adr. løse om hvordan man skal forholde sig når det nye anlæg starter. Palmelund møder op med 4-5 mand den 25. januar 1984, og de vil gå fra hus til hus for at indstille alle fjernsyn til det nye anlæg, når dette er startet. 

Generalforsamling den 14. marts 1984

Formanden aflagde årsberetningen og kunne fortælle at man have brugt foreningens opsparede midler, til at modernisere anlægget med bredbåndsnet. Prisen var aftalt med Palmelund til kr. 175.00,- og dertil kom en udgift på kr. 10.000,- til P&T for at godkende systemet. Kassereren gennemgik regnskabet som viste et underskud på kr. 13.596,53 Palmelund havde på forhånd meddelt at han desværre ikke kunne deltage. Der deltog 5 medlemmer på generalforsamlingen. 

Generalforsamling den 28. marts 1985

Bestyrelsen+2 suppleanter var mødt. Formanden oplyste at det nye anlæg skulle være indkørt, men at det endnu ikke var godkendt af P&T. Regnskabet blev gennemgået og man kom ind på at reparationer i 1984 kun var på kr. 17.835,05. Det blev vedtaget at plombere samtlige standere, så det kun er P&T autoriserede reparatører der må reparere anlægget. Dette sker for at undgå at P&T skulle kunne kassere anlægget. Kontingentet blev drøftet igennem og man besluttede at dette skulle være på kr. 300,- pr. husstand. Svend Poulsen blev valgt som suppleant.

Bestyrelsesmøde den 15. september 1985

Formanden havde indkaldt bestyrelsen og Jørgen Kirkmand til møde i anledning af brev fra kommunen. Kommunen invitterede til et møde omkring hybridnet og sidste frist for tilmelding var den 13. september. Man besluttede at sende 2 repræsentanter (Jørgen Bundesen og Søren Chr. Simonsen) til mødet den 16. september, hvis kommunen ville acceptere denne sene tilmelding.
På bestyrelsesmødet besluttede man også at hæve tilslutningsafgiften fra kr. 4.000,- til kr. 4.500,- gældende fra dags dato.
Der var yderligere indkommet et brev fra P.E. Hansen, Rødding som forespurgte om et tilbud på etablering af tilslutning af 6 stk. boliger på Parkvej 1, Skodborg. Bestyrelsen fremsendte i den anledning skriftligt tilbud på kr. 27.000,-

Referat fra mødet den 16. september 1985 med Rødding Kommune

Antenneforeningerne fra Jels, Rødding og Skodborg, var indbudt til orienteringsmøde på kommunekontoret. Rødding Kommune var interesseret i at høre hvordan antenneforeningerne stiller sig med hensyn til etablering af hybridnettet.
Formanden for planlægningsudvalget var mødeleder og der var 2 repræsentanter for P & T, som skulle redegøre for evt. problemer i etableringen af hybridnettet. Palmelund og Buchwald var også repræsenteret på mødet og der blev stillet en del spørgsmål inden kommunen bød på kaffe og boller. Man besluttede at der skulle indkaldes til et nyt møde (sandsynligvis i løbet vinteren) når P & T havde fundet løsninger på de kendte problemer. Alle tilstedeværende mødedeltagere fra dagen møde, skulle naturligvis deltage i det næste møde også.

Bestyrelsesmøde den 8. december 1985

Hele bestyrelsen og begge suppleanter var indkaldt til mødet, hvor også Palmelund, Rødding var inviteret. Formanden bød velkommen og lagde op til en drøftelse af de problemer, der var opstået i forbindelse med etableringen af naturgas i Skodborg. Man drøftede afmærkning af kablerne, som er blevet nedlagt i vejene og under fortovene. Palmelund oplyste at prisen for dette ville blive ca. kr. 7.500,- til kr. 10.000,- og det blev besluttet at iværksætte afmærkningsarbejdet hurtigst muligt.
Vedrørende plombering af standerne blev dette drøftet meget gennemgående og man fik afdækket de forskellige problemer. Det blev besluttet at renoveringen af anlægget skulle fortsætte som aftalt og at dette skulle ske etapevis.

Generalforsamling den 6. april 1986

Formanden bød velkommen til generalforsamlingen, hvor hele bestyrelsen og vore 2 suppleanter var fremmødt. Kassereren gennemgik regnskabet og efterfølgende drøftede vi hvor langt vi skulle udvide vort anlæg op gennem Søndergade.
Strækningen Vestergade til Søndergade (ca. op til Peter Grøndahl) ifølge Palmelund koste ca. kr. 100.000,- og generalforsamlingen besluttede at iværksætte denne etape. Formanden og sekretæren var på valg og disse blev genvalgt.

Bestyrelsesmøde den 21. september 1986

Sekretæren Søren Chr. Simonsen oplyste at Antennelauget har modtaget et brev fra Samvirkende antenneforeninger i Nordjyllands Amt v/ Jacob Engberg fmd. for Fællesforeningen af antennelaug (FDA). Angående protest mod hybridnettets etablering, som gav P & T og telefonselskaberne ret til at nedtage signaler fra dette. Søren Chr. Simonsen oplyste at han afsendte denne protest omkring d. 20. juli 1986.
Søren Chr. Simonsen har fået oplyst at kommunen opkræver kontingent fra 225 husstande i Skodborg. Kassereren mente at der var ca. 280 husstande tilmeldt lauget.
Formanden bød velkommen til bestyrelsen og de 2 suppleanter. Til orientering forelå papirer på opkrævning af betaling for modtagelse af kanal gennem vor anlæg. Vi skal betale kr. 55,- pr. medlem til Copy-Dan.
Der forelå tegninger om udvidelse af anlægget op til Søndergade til matr.nr.247. Materialerne til udvidelsen kan først skaffes til engang i foråret 1987 og det blev besluttet at udskyde dette indtil videre.
Fra Palmelund lå et tilbud om oprettelse af en parabolantenne til en pris af ca. 150.000,-. Dette blev ivrig diskuteret og man besluttede at Palmelund skulle ansøge om dispensationstilladelse til oprettelse af parabolantennen.
På mødet blev det også diskuteret hvor høj kontingentet skulle være og dette blev fastsat til kr. 350,-. Desuden besluttede man at udskyde betalingen af afgiften til Copy-Dan indtil videre.

Invitation vedr. Sky Channel i Åbenrå den 20. oktober 1986

Bestyrelsen var inviteret til orienteringsmøde omkring Sky Channel på hotel Hvide Hus i Åbenrå og Jørgen Bundesen og Søren Chr. Simonsen tog med til mødet. Der blev givet en bred orientering om Sky Channel og hvad man kan tilbyde, hvis man er interesseret i at modtage denne kanal.
Vi skal søge tilladelse hos P & T og denne tilladelse er gældende i 1 år og koster kr. 400,- i afgift til P & T pr. år.
Skodborg Antennelaug skal anskaffe en dekoder som koster kr. 5.000,- og den afgift der skal betales til Koda, for at distribuere programmerne afholdes af Sky Channel.
Sky Channel kunne ved oprettelse af station til modtagelse af dette program, tilbyde en pakkeløsning inkl. dekoder og parabol 1,8m i diameter for ca. kr. 46.100,- ekskl. moms. Dog gør man opmærksom på at det anbefales at man bruger en parabol med min. 2,4m i diameter - og dette kunne leveres for et tillæg på ca. kr. 20.000,- ekskl. moms. Efterfølgende kanaler inkl. dekoder koster kr. 19.000,- ekskl. moms.
Der blev serveret kaffe og 1 øl/vand i pausen og derefter var der ivrig diskussion omkring hvad vi havde fået fremlagt af oplysninger. Desuden var der indbudt en repræsentant fra Tele Sønderjylland og han fortalte at en tilslutning til hybridnettet, ville koste ca. kr. 35,- pr. pakke pr. måned pr. medlem. 1 pakke består af 4 programmer og vil således koste ca. kr. 420,- pr. medlem pr. år.

Bestyrelsesmøde på Skodborg Vesterkro den 21. december 1986

Anledningen til bestyrelsesmødet var en evt. tilslutning af modtagelse af Sky Channel pr. satelit. Foruden bestyrelsen var Svend Paulsen mødt. Palmelund var også inviteret, men havde ikke tid. Jørgen Kirkmand var også indbudt, men kunne ikke.
Jørgen Bundesen oplyste at vi var blevet tilbudt et havehus fra Skodborg Trælasthandel, til kr. 6.000,- hvis vi selv vil tage huset ned.
Derefter diskuterede vi priserne som Jørgen Bundesen havde fået ved Palmelund. Prisen blev ca. kr. 115.000,- til etablering af dette.
Det blev besluttet at vi skulle opstille den større parabolantenne og desuden blev det vedtaget at Jens Hansen, Rugtoften 8, skulle bygge huset som vi skal bruge til anlægget, når vi kan nedtage programmerne.

Indvielse af nyt udstyr den 28. februar 1987

Etableringen af vor nye anlæg med parabolantenne, ved vort anlæg på Engvej, blev indviet af laugets første formand Arne Vigen Hansen.
Indvielsen foregik kl. 13.00 hvor formanden Carsten Bonde bød velkommen og takkede for at så mange medlemmer var mødt op til indvielsen. Derefter fik Arne V. Hansen ordet, hvor han bl.a. kom ind på de forskellige problemer der var i 1972, da man startede lauget. Desuden takkede han for at man i bestyrelsen var fremsynet, så anlægget  var fuldt "up-to-date"
Herefter fik Palmelund ordet og han takkede for at han havde fået lov til at være med helt fra anlægget start i 1972. Han forærede lauget et termometer, så man kan måle temperaturen i huset ved anlægget.
Bygmester Jens Hansen fik også ordet og han takkede for at han havde fået lov til at bygge huset, til al mekanikken ved anlægget på Engvej.
Efterfølgende var Palmelund vært ved øl og vand til de fremmødte medlemmer.

Generalforsamling den 15. marts 1987

Formanden bød velkommen til de fremmødte, som foruden bestyrelsen bestod af vor første suppleant samt 16 af vore medlemmer. Formanden aflagde beretning og sagde at året 1986 var et roligt år for lauget og desuden kom han ind på de problemer der opstod i forbindelse med etablering af naturgas i Skodborg.
Herefter fremlagde kassereren regnskabet, som efter en del drøftelser blandt forsamlingen blev godkendt. Efterfølgende kom man til valg og på valg var formanden, kassereren, revisorer samt vore suppleanter - og alle blev genvalgt af forsamlingen.
Under punktet evt. drøftede man livligt etableringen af vor parabolantenne i året 1987 og man drøftede også en offentliggørelse af programmerne i vore 2 nye kanaler i Vejen Avis. Desuden diskuterede man om de fremsendte programmer fra Sky + Super skulle ligge på biblioteket, hvor alle medlemmer så kunne få lejlighed til at se disse i løbet af ugen - dette blev også vedtaget af forsamlingen.
Derefter blev et brev fra Rødding Kommune drøftet omkring etablering af en lokalradio i kommunen - radio Rødding/Gram - vi drøftede livligt om vi skulle tegne en andel på kr. 1.000,- i lokalradioen og man besluttede at bestyrelsen skulle afgøre dette. Bestyrelsen deltager i mødet på hotel Rødding den 31. marts 1987.
Desuden var der et ønske om en bedre information fra laugets side til vore medlemmer - bl.a. omkring hvad vi påtænker af nyt fremover indenfor laugets område - bestyrelsen lovede at man ville sikre en bedre information i fremtiden.

Bestyrelsesmøde den 9. august 1987

Formanden bød velkommen til hele bestyrelsen, samt de 2 suppleanter som også var indkaldt til bestyrelsesmødet.
Fra den 10. august 1987 kan vi se Danmark på kanal 9, således at vi også kan se Danmarks Radio, når TV Syd sender fra kl. 19.00-19.25.
Vi drøftede desuden opkrævningen fra Copy-Dan, som pr. 1. juli 1985 til 31. august 1986 vil blive opkrævet senere. For hele året 1987 skal vi betale kr. 14.000,-
Det blev besluttet at afgiften på kr. 350,- skulle stige til kr. 400,- pr. medlem pr. år, nu da vi skal til at betale afgift til Copy-Dan.
Tilslutningsafgiften forbliver uforandret.

Bestyrelsesmøde den 1. februar 1988

Bestyrelsen og Jørgen Kirkmand blev budt velkommen af formanden, desværre var Svend Paulsen forhindret i at deltage.
Korrespondancen som formanden havde modtaget blev gennemgået og ivrigt diskuteret. Vi havde modtaget brev fra Midtlands Kanalen, hvori man tilbød at sende vore opslag i radioen for kr. 500,- - vi blev dog enige om ikke at kunne godtage dette.
Derpå drøftede vi hvornår vi skulle afholde vor generalforsamling og det blev besluttet af afholde denne den 28. februar kl. 10.00 på Skodborg Vesterkro.
Vi drøftede også om vi skulle til at starte op i Søndergade, samt de manglende gader i området. Formanden oplyste at når TV2 startede til oktober, så vil Tyskland 2 og 3 falde ud på de private antenner. Vi besluttede at tage denne diskussion op på vor generalforsamling.

 

Historien frem til september 2001 er ikke opdateret.

 

September 2001

På den ekstraordinære generalforsamling blev det enstemmigt besluttet at foretage en ombygning af anlægget, så det bliver returvejsdueligt (således at det kan sende både frem og tilbage af hensyn til Internet og telefoni) til en pris af 475.000 kr.

Samtidig blev det besluttet at foretage en udvidelse af anlægget, så de ca. 175 (resten af byen), som i dag ikke er med, kan blive tilsluttet på lige fod med de nuværende 321. Denne udvidelse vil koste 950.000 kr. Den samlede udgift på 1.425.000 kr. finansieres ved optagelse af et lån, der tilbagebetales over 10 år.

De 175 mulige nye forbrugere har fået/vil få et favorabelt tilbud om tilslutning for 4.000 kr. (mod normalt 6.875 kr.) og omkring 50 af disse har allerede givet forhåndstilsagn om tilslutning.

Med den forhøjelse af den årlige afgift pr. husstand på 500 kr. til 1.950 kr. fra 2002, som blev vedtaget på generalforsamlingen i foråret, vil der være dækning for udgifterne til renter af og afdrag på det nye lån.

Muligheden for tilslutning til den hurtige internetforbindelse forventes at være til stede i begyndelsen af 2002. 

Januar 2002

Dansk Kabel TV er godt i gang med udvidelsen af foreningens net. De potentielle nye medlemmer fik primo oktober et husstandsomdelt tilbud, på tilslutning til Skodborg Antennelaug. Dette tilbud blev ultimo oktober/ primo november fulgt op af en personlig henvendelse.
Foreningen havde på forhånd et håb om ca. 50 nye medlemmer. Så med over 100 kontrakter i hus er forventningerne blevet indfriet til fulde.

Inden længe påbegynder Dansk Kabel TV så renoveringen af det eksisterende net. Dette arbejde forventes færdiggjort primo april 2002 og dermed åbner der sig mulighed for en Bredbånds Internetforbindelse.

Efter en grundig undersøgelse af de forskellige Internet udbydere, har vi forhandlet en aftale på plads med Dansk Kabel TV. Det betyder at Skodborg Antennelaug er klar med Bredbånds Internet primo april 2002. Dansk Kabel TV leverer udstyret til hovedstationen, samt kabelmodem til de brugere der tilmelder sig ordningen. Den månedlige abonnementsafgift omfatter leje af modem, NetBasis abonnement hos TDC, telefonsupport og fri trafik på nettet.

Flere oplysninger kan findes på http://www.dk-tv.dk/ 

Marts 2002:

Ved generalforsamlingen oplystes det i formandens beretning, at udvidelsen havde betydet 126 nye medlemmer, så det samlede medlemstal nu var oppe på godt 440.
Regnskabet for 2001 sluttede med et overskud på 43.132 kr. Den årlige afgift pr. husstand

blev for 2003 fast til 1.950 kr. (uændret i forhold til 2002).

Der var genvalg af Claus Poulsen og TorbenLund-Jensen til bestyrelsen

Dansk Kabel TV har lovet, at muligheden for tilslutning til internettet vil være klar midt i april. Der vil inden da blive udsendt tilmeldingsblanketter til samtlige husstande. Priserne vil blive som anført nedenfor.

Har du problemer med opsætning af PC'en til bredbånd, kan du kontakte Morten Hansen på telefon 74 84 94 54.
 

Signalet April 2002.

NYT fra Skodborg Antennelaug. 

Siden sidste udgave af SignAlet (maj 2000), er der sket meget i Skodborg Antennelaug.  

På generalforsamlingen d. 25/03 2001 fremlagde bestyrelsen planer for udvidelse og ombygning af vores anlæg. Det samlede budget for planerne var på ca. kr. 1.500.000,- og blev godkendt på generalforsamlingen. På denne baggrund vedtog man at kontingentet for 2002 skulle være kr. 1.950,-

Steen R. Mortensen blev valgt som nyt bestyrelsesmedlem og afløste dermed Eva Raahauge.

Der var i indkaldelsen til den ordinære generalforsamling ikke redegjort for planerne omkring udvidelsen og ombygningen. Bestyrelsen vurderede derfor at der skulle indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling. Denne blev afholdt  d. 04/09 2001, hvor de sidste nye økonomiske beregninger blev fremlagt.

Udvidelsen og ombygningen af anlægget gik i gang ultimo 2001 og forventes afsluttet omkring d. 01/04 2002. Det betyder at Dansk Kabel TV forventer at kunne tilbyde bredbånds Internetforbindelser til medlemmerne medio april 2002.

Yderligere oplysninger kan findes på www.skodborg.dk eller www.dk-tv.dk

På generalforsamlingen d. 10/03 2002 bød formandens beretning bl.a. på flg. nyt: Mulighed for Bredbånds Internetforbindelse - Lynnedslag i  2001 - Vi har fået 126 nye medlemmer efter udvidelsen - Der arbejdes på at oprette en INFO-Kanal - Økonomien er sikret gennem en kassekredit hos Nordea i Rødding.

Kontingentet for 2003 blev fastsat til samme niveau som 2002. Men med de 126 nye medlemmer, har bestyrelsen en klar forventning om at kontingentet kan nedsættes i løbet af de næste 2-4 år.

Flere medlemmer fremsatte ønsker om flere radio og TV programmer på anlægget. Ved en udvidelse skal der pr. program, investeres i ny hardware for ca. 20.000,- til 30.000,-. Dertil kommer så den månedlige udgift pr. medlem til de enkelte programudbydere. På den baggrund mener bestyrelsen ikke at der på nuværende tidspunkt er basis for at få flere programmer på anlægget.

I forbindelse med udvidelsen, har det været nødvendigt at ændre på placeringen af nogle af TV programmerne. Ændringerne betyder at der pt. er periodisk støj på nogle af programmerne. Desuden er der problemer med at nogle fjernsyn ikke kan modtage de frekvenser hvor de tyske programmer nu skal findes.

Når ombygningen er færdiggjort vil kvaliteten på alle Radio og TV programmer være helt i top.

Morten Hansen har på generalforsamlingen 2002, tilbudt sin assistance hvis der opstår problemer i forbindelse med opsætning af PC til Bredbånd.

Bestyrelsen

 

 

 

 

 

 

 

Copyright ® Skodborg Antennelaug - Stiftet 1972